Kirkebygningen
Sådan virker programmet     udskriv denne side

[Andre typiske træk] [Danske renæssancekirker] [Om danske renæssancekirker i øvrigt]

Først og fremmest skal her nævnes, at der kun er få “regulære” renæssancekirker i Danmark, og ønskes fordybelse i renæssancekirkers arkitektur og indretning, må man derfor studere de mange sydlandske renæssancekirker. Så en rejse bør absolut føre interesserede til Italien.

Renæssancens kirkebygninger er ofte fuldt udstyret med alle stilperiodens udtryk, elementer og udsmykninger - i øvrigt som for mange andre perioders kirkebygninger.
Det er måske ikke så underligt, at netop kirkerne udstyres mest muligt, for indtil renæssancen var kirkerne opfattet som de vigtigste byggeopgaver, og langt op i tiden udgjorde kirken en betydelig åndelig og økonomisk magtfaktor.
Men med renæssancen var det ikke alene kirkebygningerne, der blev dyrket med hensyn til udformning og udsmykning; bygmestrene blev også tilknyttet herremandens, borgherrens og borgerens byggerier. Oplysning, velstand og udenlandsrejser har givet været en væsentlig faktor i denne udvikling.

Under alle omstændigheder er renæssancens kirkebygninger, i oprindelseslandet Italien, generelt “fuldt udstyrede” med hele spektret af dekorativ renæssanceudsmykning - dvs. anvendelse af de klassiske elementer; bl.a. søjleordenerne, græske og romerske gavle som frontispicer over vinduer og døre, facadegesimsbånd og lignende.
Der anvendtes kapitæler fra dorisk, jonisk og korintisk søjleorden samt en senere toscansk og en sammensat type - en såkaldt komposittype. Sidstnævnte var en udvikling af den korintiske.
Der anvendtes pilastre med base og kapitæl svarende til den anvendte søjleorden, men også lisener uden base og kapitæl.
I det hele taget var der på mange kirkebygninger en stor anvendelse af de klassiske elementer, men de var stort set begrænset til kun at udgøre facadepynt.

Tøndehvælvingen var en klassisk romersk konstruktion, som genindførtes i renæssancebyggeriet sammen med rundbuen og en noget fladere bue til vinduesoverliggere. I den foregående gotiske periode var ribbehvælvingen og spidsbuen det foretrukne i kirkebyggeriet (se forklaring under Gotikken). Men nu indgik der såvel tøndehvælv som vandrette trælofter i kirkebygningerne, og i begge tilfælde var loftoverfladerne ofte udført med kassetter inspireret af Pantheons hvælvloft. Hvis der anvendtes hvælv og buer, var det altid baseret på den rationelle halvcirkelformerede profil - aldrig spidsbuer.
Betydelige italienske renæssancekirker, såsom Peterskirken i Rom og Domkirken Santa Maria del Fiore i Firenze, har kupler, som principielt er halvkugler.

Vindueshuller blev ofte udført som rektangulære åbninger og/eller flade rundbuer. Overliggere kunne være vandrette og af natursten, eksempelvis sandsten, og ikke sjældent opdeltes åbningen yderligere med korsposte eller krydsrammer, også udført i sandsten. Inderst placeredes så vinduesrammer af træ med forholdsvis små blyindfattede glas, som i kirker også kunne være farvede og udført som glasmalerier.

Udover anvendelsen af de klassiske elementer tilførtes nye udtryk. Blandt andet “vælske” gavle (se skitse), rundbuegavle som på Hesselagergård (se foto) samt andre varianter. Endvidere ses, at flere renæssancebygninger, især i Nordeuropa, er forsynet med gotiske kamtakkede gavle. Hesselager kirke er et eksempel på denne “blanding”, hvor renæssanceelementer og gotiske kamtakkede gavle er på samme bygning (se foto).

En vigtig regel i renæssancebygningen, og dermed ikke mindst i kirken, var at opnå symmetri såvel i plan som facade. I kirkernes planløsning skabtes symmetri ved at anvende en korsform i planen, og var der tale om et langhus blot en symmetri ud fra bygningens to akser. Mange langhuskirker blev dog ombygget og tilbygget under renæssancen.
Ved korsformede kirkeplaner ses i begyndelsen af perioden, at en korsarm (hovedskibet) er længere end de øvrige 3, hvilket svarer til mange store middelalderkirker. Senere i perioden, under højrenæssancen, blev der tilstræbt rendyrket symmetri, og korsarmede kirker udførtes med lige store arme som et græsk kors. Peterskirken er det største og måske ypperste eksempel herpå. Det fineste eksempel i Danmark på en korskirke er Holmens Kirke i København; den har typiske vælske gavle, med en strengt overholdt inddeling i dekorationerne.
Symmetrien i facaderne blev alene opnået ved vindues-, søjle- og dekorationsrytmen, som blev fastholdt af passende modulære spring.

   

 

Andre typiske træk

 

Til toppen af siden

 

 

Som nævnt spillede det rationelle en vigtig rolle for renæssancens arkitekter, selvom vi i dag ikke ville kalde ret meget af den tids byggeri rationelt. Dengang var der rigelig og billig arbejdskraft.
Det rationelle for renæssancearkitekten, bygmesteren, var dels at bruge tøndehvælv, rundbuer, kuppelhvælv og let forståelige og anvendelige konstruktioner, dels at bruge fastlagte mål og rytmer til placering af vinduer, døre og diverse dekorationer. Populært sagt; en ukompliceret bygningskrop af sten, tegl, mørtel og tømmer der herefter kunne dekoreres efter “påklædningsdukkeprincippet”. Og ikke som den gotiske periodes komplekse og vanskeligt forståelige spidsbuehvælv og konstruktioner.
Se skitse, der til dels anskueliggør dette princip.

 Klik med musen på kirken...

En vigtig del af facadedekorationen samt væginteriøret var opdelingen af facaden i passende felter - eller moduler - og til dette anvendtes lisener og pilastre. Dvs. murpiller, eller halvsøjler, der udtryksmæsigt gør det ud for søjler, så beskueren “oplever” søjlerækken. Samtidigt har det været et vigtigt element til at etablere en rytme i facaden, hvor der i felterne mellem pilastrene eller lisenerne placeredes vinduer, døre eller blændinger. Denne pilasteropdeling er især fremtrædende i ungrenæssancen og i kirkebyggeriet i Italien. I Danmark bliver det ikke særligt anvendt, udover lodrette opdelinger i gavlene. I det danske renæssancebyggeris facader bliver den vandrette opdeling med bånd og gesimser det foretrukne dekorationselement, udover hvad der forsynes med omkring vinduer og døre.

For god ordens skyld repeteres begreberne:

Pilaster - flad, retvinklet pille på murfladen. Den har base og kapitæl og kan være støttende, men var primært af dekorativ karakter. Pilaster ses også med halvrund form og kaldes også halvsøjle (se foto). Pilasteren kan være en muret og pudset del af ydervæggen, men kan også være udført af påmurede natursten.
Lisen - også en flad, retvinklet murpille, men uden base og kapitæl. Hjørnelisen opbyggedes om hushjørnet, se skitse. Der er dog mange varianter. Ofte er lisener en muret del af ydervæggen - altså muret i forbandt med denne. Lisener ses både udført som blank mur og som pudsede, hvor så feltet mellem disse kan fremstå som blank mur. Det sidste ses i adskillige renæssancebygninger i Danmark.

Lisener og pilastre placeredes sjældent direkte med “foden” i terrænniveau. I stedet udformedes normalt en fundamentlignende opkant i passende højde over terræn. Denne opkant kaldes postamentet og havde normalt et fremspring fra facaden (se skitse).

Postamentet kunne være en gennemgående sag, men kunne også være udført som selvstændige partier lige under lisener og/eller pilastre. Se skitse, hvor postamenter er vist som partier midt under lisener og pilaster.

En anden, og for så vidt mere typisk og væsentlig, opdeling og udsmykning på renæssancebygningen er de vandrette opdelinger i form af facadebånd, gesimsbånd og lignende. Disse udførtes generelt som gennemgående i hele facade- og gavllængder, oprindeligt udført af natursten - sandsten o.lign. - senere som pudsede profiler. I langt de fleste tilfælde placeredes de i niveau med etageadskillelserne, således at pilastre og søjler fik naturlige klassiske højder og afslutninger. Men der ses også andre placeringer under skyldigt hensyn til proportionerne i facader og gavle såsom ved vinduesover- og underkanter, hvor de ved sidstnævnte indgår som en del af sålbænkprofilerne. Ved postamentets øvre kant udførtes normalt også en afslutning, der blev gennemgående i facaden og derved fremhævede “den vandrette” opdeling (se skitsen med lisener og pilaster).

 
Skitse af lisen og pilaster
Skitse af lisen og pilaster















Pilaster med kapitæl
Pilaster med kapitæl, i dansk muret udførelse (foto: Ove BB)


Pilaster med base og postament
Pilaster med base og postament, i dansk muret udførelse
(foto: Ove BB)

 

Danske renæssancekirker

Som nævnt er der ikke mange renæssancekirker, hvor stilen er gennemført i den rene form. De fornemmeste tilhører slottene, og her skal nævnes kirkefløjen på Kronborg Slot, kirkefløjen på Frederiksborg Slot og Christian IV’s kapel ved Roskilde domkirke.
Men som et eksempel på en selvstændigt beliggende og fornem renæssancekirke skal nævnes Holmens Kirke i København, som ligger ud til Holmens Kanal lige ret over for Børsen, som i øvrigt repræsenterer noget af det fineste hollandske renæssance i Danmark fra Christian IV’s tid.

 

Til toppen af siden

 
Holmens Kirke

Det fineste eksempel på en ligearmet korskirke; den har typiske vælske gavle med en strengt og “matematisk” overholdt inddeling i gavlenes dekorationer.
Symmetrien på bygningens ydre er tilvejebragt dels ved de ensartede korsarme og dels ved de strengt symmetriske gavle med vinduesblændinger, vinduer og døre. Selve facadernes vinduesrytme er ikke ensartet, og der er ikke yderligere opdeling med gesimsbånd eller pilastre.
Holmens Kirke har en lidt pudsig historie, idet den oprindelige del ud mod Holmens Kanal var ankersmedje for den kongelige flåde - opført af Frederik II - og først i 1619 indrettedes den af Christian IV som kirke for flådens mandskab. Først i 1641-1643 blev den udbygget til den nuværende korskirke, som overholder renæssanceidealet om symmetri i planen.

 
Planskitse af Holmens kirke
Planskitse af Holmens kirke. Den nederste oprindelige gavl vender mod Holmens Kanal (skitse: Ove BB)

I tagenes skæringspunkt ved rygning har kirken et mindre spir, nærmere betegnet en tagrytter med kobberdækning.
Kirken indeholder ikke et væld af de mange mulige renæssanceudsmykninger, men de typiske gavle har foruden lisener og pilastre også tre vandrette facadebånd - eller gesimser - hvor det nederste bånd ligger i niveau med tagfodsgesimsen. De øvrige bånd inddeler de svungne vælske gavle sammen med pilastrene.
Se foto.

Indvendigt har Holmens Kirke et lethvælvet stukloft, som kan give mindelser i retning af inspirationen til de italienske renæssancekirkers tøndehvælv. Og selv om der har været et antal arbejder ved kirken siden, er store dele af det indre nogenlunde bevaret siden 1640’erne. Kirken har altid haft en stor og traditionsrig betydning for flåden og er brugt af det danske kongehus ved flere store begivenheder.

Det kan siges om Holmens Kirke, at den ikke er repræsentant for den fuldt udviklede og “pyntede” hollandske renæssance, som Christian IV ellers var dynamo for. Det ses hvis der sammenlignes med bygninger som Frederiksborg Slot, Kronborg Slot og Rosenborg Slot, og måske lægges der ikke så meget mærke til kirken som til Børsen ret over for.
Det er måske en af de få bygninger, som Christian IV havde indflydelse på, hvor der er en vis forbindelse til romerske kirker, bl.a. S. Catarina de’ Funari.

Danmarks berømte Tordenskjold ligger begravet i kirken. Ifølge historien døde han efter en duel, som i øvrigt var forbudt på den tid. Men loyale folk fra flåden bragte alligevel i al hemmelighed liget af Tordenskjold til kirken en mørk nat. Og her har han så fået lov at blive, hvilket vel er rimeligt efter de mange bedrifter ved den kongelige marine.

 

 
Om danske renæssancekirker i øvrigt

Den typiske anvendelse af renæssanceudsmykning på kirker i Danmark er mest repræsenteret ved et antal romanske og gotiske kirker, som efterfølgende er tilbygget eller ombygget under renæssancen. Dvs. at det er mere typisk med danske kirker, der indeholder lidt, eller meget, fra flere stilperioder. Det er ikke atypisk, at en dansk kirke kan beskrives således:
Et romansk skib, gotisk eller sengotisk tårn og med renæssance-tværskibe eller sakristi.
Det skyldes utvivlsomt, at Danmark blev velforsynet med romanske kirker, som suppleredes væsentligt under gotikken med nye kirker og tilbygninger. Således var der ikke under renæssancen behov for flere nye kirker - bortset fra nogle få - og derved blev der alene tale om småudvidelser og tilførsel af dekorative renæssanceudsmykninger på de eksisterende kirker. Reformationen i 1536 har måske sin del af skylden, idet Danmark brød med den katolske kirke i Rom og dermed brød forbindelsen til Italien, renæssancens moderland. Resultatet var som bekendt, at vi fik renæssancen ind via hollænderne kombineret med Christian IV’s interesse i at følge byggeriets udvikling i Europa.

Til toppen af siden  
Følgende eksempel fra Hesselager Kirke i Gudme på Fyn er et fint eksempel på blandingen af romansk, gotisk og renæssance-stil. På fotoet ses romansk skib med sengotisk tårn og gotisk kor med kamtakket gavl. Endvidere korsarmen med den lidt specielle renæssancegavl af “vælsk” type. Angiveligt er sakristi, nordre og søndre korsarm og våbenhus med de vælske gavle tilført kirken i henholdsvis 1550 af Johan Friis og i 1598-1600 af Niels Friis. Altså i højrenæssancen.
Begge de herrer Friis var herremænd på Hesselagergård, Johan Friis var kongens kansler under reformationens gennemførelse.

Mange kan nikke genkendende til denne stilblanding i en del kirker rundt i sognene, men det er vel ikke så mærkeligt, at der over 8-900 år tilføjes lidt hist og her.

 
Hesselager kirke

Hesselager kirke
Hesselager kirke i Gudme på Fyn med både romansk, gotisk og renæssance-islæt.
(foto. H. Hansen)
Et lidt mere gennemført eksempel fra Tønderegnen i Sønderjylland; Visby Kirke som består af et hovedskib, langhus, givet af romansk oprindelse, men sideskib, tårn og gavle er senere tilført renæssance. Det er typisk for danske kirker, at langhuset - altså hovedskibet - fastholder bygningsformen, selvom der også ses tværskibe eller korsarmede kirker.
Visby Kirkes renæssancedele fremstår i røde mursten, i kontrast til hovedskibet der er kalket. Spiret på tårnet er muligvis et senere tilføjet.
Det ses, at der overvejende er tale om anvendelse af renæssancens gavludtryk, de svungne eller “vælske” gavle, og at det kun er i de øvre dele, der opdeles med vandrette gesimsbånd.

Lidt om hovedkonstruktioner

De danske renæssancekirker er typisk muret i røde munkesten og ofte som tykke kassemure med indre fyld af marksten og brokker.
Der er ofte ribbehvælv i kirkerne, men vandrette trælofter og tøndehvælv findes også.
Tagene er stejle og ofte teglhængte, hvor spir, tagryttere og kupler ofte har kobbertag. Men igen; der er tale om oftest oprindelige romanske og gotiske kirker, så der er variation og kombinationer.
Renæssancevinduerne ville ideelt være fladbuede murhuller med rektangulære vinduer, men i kirkerne er spidsbuede og romanske rundbuede vinduer ofte bevaret.
 
Visby kirke

Visby kirke
Visby kirke ved Tønder
(foto: Ove BB)
E1_001