[Om indretningen] [Renæssancehuse i 3 stokværk] [En "hemmelighed"]

Renæssancens borgerhuse var mestendels bindingsværkshuse, og direkte overførsel af den italienske renæssance, som baseredes på stenhuse, var ikke mulig og har sikkert heller ikke været ønskelig. Men under renæssancen anvendtes en del af de dekorative elementer og fragmenter fra renæssancestilen, som kunne passe den pæne borger.
Der var tale om borgere med pengepungen i orden - borgmester, jurister, købmænd, bagermestre, håndværksmestre og andre fra det bedre borgerskab - og disse ville jo gerne signalere velstand, samt at de var med på noderne.

Kun få borgere kunne magte det økonomisk at opføre et stenhus som adelen og kongen, for det var væsentligt dyrere end at bruge bindingsværk. Derfor er der ganske få, og af dem skal her nævnes Jens Bangs Stenhus i Ålborg, opført i 1624-25. Et fornemt renæssancestenhus, hvor dog kun facaderne er grundmurede, og resten er udmuret bindingsværk. Dette fireetages hus med et mægtigt sadeltag må have imponeret de øvrige borgere, da det blev opført.

Så når kongen, adelen og de store gårdmænd lagde an med pragtbyggeriet, måtte bedsteborgeren prøve at følge lidt med. Det blev til et anseligt antal fine bindingsværkshuse, hvor der blev udført fine træskærerarbejder i træværket, udmuringer af tavl blev udført med fineste mønstermurværk, og i en vis udstrækning anvendtes renæssancens stilelementer; volutter, trekantfronton, pilastre, antikke udsmykninger og symmetri.

I det følgende er der illustreret med fotos fra Den gamle By i Århus, men rundt om i Danmarks købstæder findes der et rimeligt stort antal fine eksempler på borgerhuse fra renæssancen. Bl.a. skal nævnes byer som: Helsingør, Kolding, Åbenrå, Haderslev, Odense, Assens, Svendborg, Ålborg og Randers. Også i tidligere dansk område som Flensborg er der flotte eksempler på bevarede borgerhuse.

Bindingsværket udvikles fra gotikken til renæssancen. Blandt andet bliver der i bindingsværket anvendt mere tømmer for at fremme det dekorative - som dog også har virket stabiliserende. Det ses bl.a. af nedenstående eksempel; Povl Pops hus fra Ålborg - nu i Den gamle By i Århus:

De nederste tavl i underste stokværk er med krydset tømmer, fra fodrem til første løsholt, udformet som et andreaskors. I øverste stokværk er der skråbånd på begge sider af stolperne fra overgangsfoden til løsholt. Andreaskorset - det krydsede tømmer - ses dog også i gotiske bindingsværkshuse.
Bemærk også de forholdsvis små vinduer, som er typiske for renæssancen. Små glas i små vinduesrammer, der ikke har tilladt meget dagslys at trænge ind i de mørke rum. Bindingsværkets felter tillod ikke store partier, og glas var dengang en rimeligt bekostelig ting.

Povl Pops hus er et såkaldt tidligt renæssancehus i Danmark, og det er typisk for perioden med udkraget bindingsværk for hvert stokværk, tømmerrigt bindingsværk med knægte under de udkragede bjælker og stikbjælker. Endvidere er der et væld af mønstermurværk i røde teglsten. Sidstnævnte var dog ofte eftermalede for at fremhæve mønsteret.
Bemærk gavlens bindingsværk, som er ekstra godt “broderet” med tømmerkryds i den øverste halvdel. Alt tømmer var af egetræ, og renæssancens trækrævende husbyggeri samt kongens skibsbyggeri gjorde da også et vældigt og uopretteligt indhug i de danske egeskove.

Povl Pops hus i Den gamle By i Århus - 1571
(foto: Ove BB)

Årsagen til udkragningen af bindingsværket har været diskuteret af fagfolk, og der kan både være tale om et rent udsmykkende tiltag og en vandskærmende foranstaltning, men flere mener dog, at der også kan være tale om en måde at spare fundament på - altså syldsten m.m. Forklaringen skulle angiveligt være, at underste etage indeholdt de beskedne daglige rum, som også skulle være lette at opvarme, og på andet stokværk, som indeholdt de mere fornemme og repræsentative rum, rakte det ikke vidt at forlænge bjælkerne med en halv meter og derved opnå større salsrum. Samtidig opfattedes det som meget smukt med disse udkragninger. Det skal da også indrømmes, at det giver bygningen en smuk karakter. Se Jomfru Anegadehuset sidst i dette afsnit.
Samtidig har det måske givet ejeren og beskueren mindelser om herregårdenes udkragede forsvarsmurværk (se Hesselagergård).

Her ses en tegning, der viser renæssancebindingsværk. Det er et bindingsværkshus i de “normale” to stokværk, og tegningen illustrerer bindingsværket i et hushjørne med facaden til højre og gavlen til venstre for hjørnet.

Tegningen viser de typiske dobbelte skråbånd til støtte af stolperne, i underste stokværk uden dekorationer. I andet stokværk er skråbåndene hele tømmertrekanter (næsten ind i hjørne), hvor der så er udført træskærerarbejde - det såkaldte rosetværk.
Rosetværk ses på det mest “ødsle” og fornemme renæssancebindingsværk, og byer som Randers, Odense, Assens, Kolding og Flensborg har bevarede huse med rosetværk.
For at kunne udføre rosetværket krævedes, at skråbåndenes tømmer blev bredere end normalt, men det var svært at finde tømmer i de dimensioner, så derfor måtte den sidste lille trekant i hjørnet lukkes med en klods (eller murværk). Det betød dog ikke noget, idet bemalingen dækkede den “lille mangel”.
Bemærk på tegningen, at gavlens bindingsværk i andet stokværk er bundet til en ekstra bjælke - i niveau med etagebjælkerne - som overgangsrem. Det var ikke altid tilfældet, idet der også kunne placeres stikbjælker i samme niveau som etagebjælkerne, og dermed overgangsrem i niveau med facadens. Men på tegningen er det vist som i Povl Pops hus i Den gamle By i Århus.

Udkragningen har i facaderne ikke voldt særligt besvær, idet bjælkerne blot skulle forlænges udover remmen. Men i gavlene havde man ingen bjælkeender at forlænge, så her måtte indsættes korte stikbjælker, der blev tappet ind i sidste etagebjælke. Disse stikbjælker, som jo fik overdraget en rimeligt stor last fra bindingsværk og tavludmuring, måtte så understøttes med træknægte. Se foto.

Til højre det udkragede bindingsværk i gavlen med understøttende knægt. Til venstre er der også knægt under facadens udkragede bjælker, men alene for pyntens skyld.
Knægtene er udført med fint træskærerarbejde, og renæssancens dekorationer såsom volutter, og arkantusblade er ofte indarbejdet som her. Der var en udbredt brug af træskærere på daværende tidspunkt, og den forrige periode brugte da også meget træskæreri til dekorative formål. Mange træskærermotiver havde symbolske betydninger, og atter andre f.eks. med uhyggelige ansigter eller masker blev lavet for at skræmme ubudne gæster væk.

Her er endnu en flot volutknægt fra et renæssancehus af årgang 1593. Bemærk også at der er udskåret profil på undersiden af overgangsfoden.

På trods af disse knægtunderstøtninger blev det dog ofte gavlenes skæbne, at de sank ned under vægten fra tømmer og tegl. Nogle steder endte det med afvalmede tage, hvilket jo gør en sådan renæssancegavl noget tam.

Ved tagfoden var der normalt ikke brug for understøttende knægte, idet der ikke udkragedes her (i facaden). Bjælkelagets bjælker blev udført med forlængede tappe, som blev gennemstukket i bindingsværkets stolper og fornaglet på forsiden af stolperne. Det var langt hen ad vejen accepteret, at man kunne se disse gennemstukne tappe, men i det finere renæssancebyggeri blev der af og til anvendt en tagfodsknægt med taphul, som blev sat over tappen. Når knægten så blev fornaglet sammen med tappen, låstes hele arrangementet, samtidig med at tagfodsknægten skjulte tapsamlingen. Se skitsen med princippet.
Tagfodsknægtene var, som de øvrige knægte, udført med træskærerarbejde og bemaling.

Hoveddøre og portåbninger blev ofte udført med et væld af træskærerarbejder, og nedenfor ses hoveddørens stolper og dørhammer til Povl Pops hus. I underste stokværk nøjedes man ofte med dekorationer omkring dørene og portene, angiveligt da datidens berusede personer kunne være temmelig hærgende på vej gennem byen ved nattetide. Det var mere udbredt at udføre det meste dekoration i andet stokværk - altså over “nåhøjde” for de natlige hærværksmænd, der dengang ofte bar våben.

Som det ofte har været med borgerhusene, var det væsentligt at signalere mod gader og stræder, hvad angår pynt og fornemhed, og renæssancehusene er ingen undtagelse. Typisk er facader mod gården mere beskedne i udførelsen, dvs. mindre tømmerrigdom og ingen pynt og tavlen var ofte blot kalket i en farve. I nogle tilfælde kalkedes både tavl og bindingsværk over.
Udkragninger blev også udeladt i nogle tilfælde, så der må have været meget pyntemotiv i udkragningerne.

Hoveddørspartiet i Povl Pops hus i Den gamle By i Århus
(foto: Ove BB)
(dørfløjene er åbne og derfor ikke synlige)


Port i et renæssancehus fra 1593. Den gamle by i Århus
(foto: Ove BB)

Om indretningen

De fleste renæssance-borgerhuse i købstæderne var med to stokværk - 2 etager - men der var også bygninger med tre stokværk. Det krævede en trappe, og den placeredes normalt i nærheden af hovedindgangen. Så kunne man fordele sig til etagerne derfra.

De to nederste stokværk blev brugt til bolig. Var der forretning eller værksted var det i nederste stokværk. Værksteder dog mest i sidehuse eller baghuse. Boligens daglige rum befandt sig i nederste stokværk, dvs. køkken, spisekammer, opholdsrum og ejernes sovekammer. Det var i nederste stokværk, man havde ildsted og dagligt opvarmet kakkelovn, så her var der om vinteren stort set altid varme på. De øvrige etager var nok noget kølige, og til tider bidende kolde uden daglig opvarmning.
Der kunne også være en stensat eller muret kælderdel, men så var det ofte en lille kælder, eller også var den udført som høj kælder.
Andet stokværk kaldtes også “salsetagen”, idet der her indrettedes et større rum til selskabelighed og repræsentative formål. I det daglige henlå denne etage i mørk og kølig stilhed og opvarmedes som nævnt kun ved sjældne lejligheder i de fleste huse.
Over andet stokværk var der jo et stort og rummeligt tagrum, og det anvendtes oftest til lager og til en vis grad som forrådsmagasin. Her kunne det røgede og saltede kød fint hænge luftigt. Der har så været luger med hejseværk i gavlene, så det, der skulle til og fra lageret, ikke blev transporteret gennem huset. Også tyende og børn kunne have værelser her.

I sjældne tilfælde byggedes yderligere et stokværk på, som indeholdt de nævnte funktioner. Det gav så yderligere lagerplads i det store tagrum.

Renæssancens huse havde typisk en rumfordeling, hvor rummene bestemtes af hvor mange tværstående skillevægge, der opstilledes hen gennem bygningen. Det betød, at der normalt ikke var fordelingsgange, ikke udover trapperum, og adgang til de fjerneste rum betød passage gennem de øvrige rum. Ikke særligt hensigtsmæssigt - eller særligt privat - og det var da også et levn fra de forrige perioder.
Men på et tidspunkt fandt man en løsning i nogle bygninger, og det var i form af en svalegang på bagsiden af huset.
Især var de store købmandsgårde tidligt med på den idé, for dels var det ofte tre- eller firelængede købmandsgårde med mange rum, og dels boede de mange ansatte og tyendet jo på købmandsgården. Det betød, at behovet for at få direkte adgang til de enkelte rum blev større, så på gårdsiden forlængedes etagebjælkerne, over stueetagen, så langt ud fra facaden, at der kunne etableres en gennemgående balkon - kaldet en svalegang - hele vejen rundt langs gårdfacaderne.
Svalegangen kunne med de gennemgående bjælker hænge af sig selv, og da der var tale om trækonstruktioner, forlængede man ofte taget ud over svalegangen. Så kunne folkene gå nogenlunde tørskoet rundt fra rum til rum.
En udvendig trappe blev også etableret, og så var købmandsfruen helt fri for tyendets trafik ad hovedtrappen.

Borgmestergården i Den gamle By i Århus er den ældst bevarede bygning med svalegang i Danmark.

Og her følger så fra gadefacaderne på Borgmestergården:

Bemærk de små blyindfattede glasruder i vinduerne.

Købmandsgårdens boligfløj mod det store torv i Den gamle By i Århus (foto: Ove BB)

Et af de prægtige renæssancehuse i 3 stokværk

Et af de smukkeste, og bevarede, renæssancehuse i tre stokværk står i dag i Den gamle By i Århus. Oprindeligt stod det opført i Ålborg i Jomfru Anegade. Bindingsværket er kraftigt udkraget på de to facader og i den frie gavl. Huset er opført i 1585.

Jomfru Anegadehuset er typisk for renæssancen. Underste stokværk har indeholdt købmandsforretning eller lignende samt ejerens daglige rum med køkken og ophold.
Andet stokværk - salsetagen - har indeholdt de repræsentative rum og salen til sammenkomster, og det ses, at vinduerne i salsetagen er større. Tredje stokværk har sikkert været til tyende og nogen lagerfunktion, og tagrummet under taget har givet været med lagerfunktion. Det ses af lugerne i gavltrekanten.

Huset er et smukt renæssancehus med flot rødt bindingsværk med de typiske to skråbånd for hver stolpe, og bemærk det flotte krydsede tømmer i øverste del af gavltrekanten.

I øvrigt har huset, i den restaurerede opstilling, delvis en stensat kælder, der ud mod søen bliver fri af terrænet.

En “hemmelighed”