Antikken

 

Beskrivelse af perioden

 

Emner

Sådan virker programmet     udskriv denne side
 


Stilbegrebet i forbindelse med menneskets frembringelser af kunst og arkitektur har været kendt længe, endnu den dag i dag opfatter mange stilarterne som en mere eller mindre ubrudt linje frem til i dag. Gennem tiderne har man ofte med nostalgi set tilbage på tidligere tiders stilarter og forsøgt at kopiere eller genskabe dem, hvilket har sat sit spor på de mange historiserende perioder i stilhistorien, ikke mindst på perioden fra ca. 1820 - 1890. Denne periode, som benævnes historisme, benytter sig af kopiering af næsten alle tidligere stilarter i et sammensurium, så perioden næsten ikke kan stå alene som en stilart
Stilperiodens efterligninger satte sit præg på såvel arkitektur som kunsthåndværk, hvilket især satte tydelige spor inden for møbelkunst og indretning. Tidsperioden er sammenfaldende med den begyndende industrialisme, og det bedre borgerskab, som havde råd, lod ofte deres boliger indrette med rum i forskellige stilarter som f.eks. renæssance-spisestue, rokokodagligstue etc.

Stilarternes historie begynder for Europas vedkommende i den nære Orient, med Meso-potamien og Ægypten. Disse to kulturgivere har haft overordentlig stor betydning for den europæiske kultur. Via Grækenland og Italien spredes udviklingen ud over det øvrige Europa, og internationale stilarter opstår. Stilarterne har til alle tider haft en blomstringsperiode, måske ikke på samme tid i de forskellige lande, da man tidligere ikke havde de samme kommunikationsmidler, som vi benytter os af i dag. Dette har betydet, at der er store overlapninger på de forskellige perioder. Renæssancen starter i Italien i ca. 1400, samtidig med at gotikken står i fuld blomstring i det øvrige Europa.

Arkitekturen skabtes sammen med mennesket og af mennesket. Når vi ved lidt om de former, menneskene valgte at give deres første skjul for omverdenen, forstår vi bedre nogle af de faktorer, som gennem tiderne har påvirket arkitekturplanlægningen. Mennesket søgte først og fremmest beskyttelse og varme, og begge dele kunne ilden give. Da mennesket havde gjort sig til herre over ilden, var de et godt skridt på vejen til at skabe sig en vis orden i deres omgivelser, og ildstedet blev naturligt nok de ældste huses centrum.
Også i naturlige huler og inden for ildens beskyttelse fandt de forhistoriske mennesker tilflugt mod virkelige og indbildte farer, her tænkes på de berømte huler med vægmalerier i Lascaux i Sydfrankrig.
Ofte var de første mennesker nomader, der skiftede opholdssted med årstiden og drog omkring for at finde forråd. Da de ikke altid kunne finde huler, var de nødsaget til at bygge kunstige tilflugtssteder, og det blev de første hytter. Ligesom indianernes wigwamer og tipier var de ofte fremstillet af grene, der blev placeret i cirkelform og bundet sammen foroven. Senere byggede man mere permanente cirkelformede ler- og mudderklinede huse. Danske bindingsværkshuse benytter så sent som i 1700-tallet soltørrede lersten eller lerklining på fletværk. Vore forfædre, der levede af jagt og fiskeri, opførte teltlignende hytter med en konstruktion af søjler, der bærer en tagås og dernæst skråtliggende spær fra terræn til ås.
Senere fandt man på at sætte denne spidse hytte op på nedrammede lodrette pæle, og det viste sig, at man nu var i stand til at opføre endog meget store bygninger. Den traditionelle bygningsform var skabt.

I perioden 3500-1000 spillede Mesopotamien en langt større rolle end Ægypten som kulturspreder. Landet omkring de to store floder Eufrat og Tigris, det nuværende Irak, bestod i oldtiden af flere områder og var ikke altid samlet under een hersker, hvilket gør landet langt mere indviklet end Ægypten, hvor det ene dynasti afløste det andet i en kontinuerlig homogen styreform, som satte sit præg på arkitekturen.
Mesopotamien har nok bidraget mere til Europas kultur end Ægypten. Hvælvingen som blev skabt der, skulle vise sig at blive en af de vigtigste konstruktionsformer i den europæiske arkitektur fra og med romerne.
Mesopotamien skabte monumentalarkitektur i de såkaldte helligdomme ziggurater, trappeformede kvadratiske anlæg i en meget massiv form som i sin helhed minder om mayaindianernes pyramideformede teocalli'er, gudshuse, i Mexico. Disse er opført i sten.

 

Arkitektur

   
   
   
   
 
  08.09.2003