IT-ordbog
MultiMediaKontoret  

Dette er min ordbog, hvor jeg har samlet mange af de ord og begreber du vil støde på under din brug af IT.

[ tilbage ]

  A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å
A

Acrobat: Et program fra Adobe, som kan fremstille elektroniske dokumenter. Man tager en print-fil (PostScript) og putter den ind i Acrobat Destiller. Ud kommer en .PDF-fil, som kun fylder en 10.-del af den oprindelige printfil. PDF-filen indeholder hele dokumentet med skrifttyper, illustrationer og layout. Filen kan ses på skærm eller udskrives på en hvilken som helst printer, brugeren skal bare have en Acrobat Viewer installeret. Den kan hentes gratis på nettet.

Active-Movie: En multimedie-standard i Windows 98, der giver forbedret fremvisning af MPEG-audio og -video, WAV- og AVI-filer samt QuickTime video.

Active X: Microsofts svar på Java og Plug-ins m.m., Windows-specifikt.

ADSL: Asymmetric Digital Subscriber Line. En metode til at transmittere data over en analog telefonlinie. En ADSL forbindelse opererer med en båndbredde på 4-8 Mbit pr. sekund og er derved meget hurtigere end en almindelig modem opkobling, men benytter det samme telefonnet. ADSL udmærker sig ved at være både asymmetrisk (der kan sendes flere data den ene vej end den anden) og digital. I løbet af kort tid forventes det, at ADSL vil kunne sende 9 Mbit ud til brugerne, mens brugerne kan sende op til 640 kbit retur, hvilket mere end rigeligt dækker behovet. ADSL er en perfekt teknologi, men også avanceret. Kort fortalt drejer det sig om antallet af bærebølger. Et almindeligt modem bruger én bærebølge i et forholdsvis lavt frekvensområde til datatransmissionen, mens ADSL bruger flere hundrede bærebølger i et meget højere frekvensområde. Teknikken skyldes en signalprocessor-chip, der kan danne de mange bærebølger - og som kan gå hånd-i-hånd med almindelig telefoni, endda på den samme linie.

Adressefelt: Det hvide felt i din Browser hvor "adressen" på den internetside du besøger står i! f.eks http://www.cybercity.dk

Anker: Opretter et hyperlink i et HTML-dokument ved hjælp af et <A> tag.

Apache: Den mest brugte webserver i verden. oprindeligt baseret på national center for Supercomputing Applications (NCSA) webserver og i dag vedligeholdt af Apache Software Foundation. se www.apache.org

Applet: Afledt af applikation - en lille applikation, oftest et program der automatisk hentes og udføres i en browser, men hvis programkode er adskilt fra websidens øvrige indhold (i modsætning til et script der udgør en del af teksten i websiden).

ASP: Active Server Pages. ASP er en dokumenttype, som Microsoft lancerede i forbindelse med udgivelsen af Internet Information Server 3.0 i foråret 1997. ASP er et hybrid-format, hvor HTML-kode og programmeringskode (script-kode) forenes i samme dokument - et dokument.asp - med henblik på at frembringe dynamisk web-indhold. Det primære grundlag for Active Server pages er programmeringssprog (script-sprog), som understøtter ActiveX Scripting, som fx. VBScript, JavaScript og PerlScript og muligheden for at afvikle disse scripts på serveren i stedet for på klienten. Dermed bliver det eksempelvis muligt at opstille betingelser for, hvilke oplysninger, og således også hvilken HTML-kode, brugeren skal modtage.

ASP.NET: Den nye version af ASP, der følger med .NET-platformen. Er radikalt anderledes end ASP, men en intgral del af .NET, hvilket betyder, at mange af programmeringsteknikkerne fra almindelig Windows-udvikling kan genbruge. se www.asp.net.

AVI: Audio Video Interleaved. Filtype til multimedie-sekvenser, der kan afspilles under Windows.

B

Backup: Se sikkerhedskopi...

Banner: Et banner eller en banner reklame er de aflange farverige og ofte animerede reklamebokse du ser på alle kommersielle hjemmesider, og hvis du klikker på dem linker de til den hjemmeside der reklameres for.

Bibliotek: En gruppering på en disk af et antal filer, eller fortegnelsen over disse filer. Et bibliotek kan indeholde andre biblioteker. Andre betegnelser for bibliotek er folder, katalog eller mappe, et ofte brugt engelsk ord er directory.

Bit: Fra det engelske udtryk: Binary digiT (et ciffer i to-talssystemet). En bit er enten et nul eller et et-tal. Otte bits udgør én byte. Grundenheden for elektroniske data. Kan antage værdien 0

Browser: Et klient program (software) som installeres på brugerens computer og som gør det muligt at navigere eller bladre på WWW og se billeder og grafik. Blandt de mest kendte browsere kan nævnes Netscape, Mosaic, Opera og Internet Explorer.

Brugervenlighed: Den egenskab ved et system at det er bekvemt at betjene, at systemet reagerer og fungerer som en bruger i målgruppen vil forvente.
Eksempel på brug: Hemmeligheden bag brugervenlighed er at lytte til og forstå brugeres behov, arbejdsgange, færdigheder, ordforråd, vaner og meget mere. Engelsk: usability

Byte: En byte består normalt af 8 bits. En bit er grundenheden for elektroniske data. 1024 bytes = 1 kilobyte (KB). 1024 KB = 1 megabyte (MB). 1024 MB = 1 gigabyte (GB). 1024 GB = 1 terabyte (TB).

Båndbredde: Måleenhed for kommunikations-kapaciteten eller dataoverførselshastigheden mellem to enheder. Måles typisk i bit eller byte pr. sekund.

C

C#: (udtales c-sharp) Nyt programmeringssprog opfundet af Microsoft som en del af .NET. kan bl.a. bruges til at kode ASP.NET-websider.

CBT: Computer Based Training. Computer baseret undervisning

CD-ROM: CD-ROM står for Compact Disc - Read Only Memory. En cd kan indeholde 650 MB. Dette kan sammenlignes med indholdet på ca. 450 disketter. En cd giver gode muligheder for at lagre billeder, animationer, lyd og video samt programmer og spil.

CGI: Common Gateway Interface. En brugerflade, som giver adgang til at få afviklet scripts eller programmer, som kører på en Web-server. Gæstebøger og andre formularer på websites er gerne CGI-scripts.

Chat: Begrebet Chat betegner "at tale" med andre brugere af Internettet ved at skrive tekst på skærmen til hinanden.
Der er to forskellige måder, man kan komme til at chatte på. Den ene kaldes for Webchat og består i, at du åbner en webside, som giver dig mulighed for at chatte med andre, som også har åbnet den pågældende webside. Den anden mulighed består i, at du downloader et særligt Chat-program, hvorefter du kan chatte sammen med andre som bruger det samme program.

Clipart: En samling grafik, tegninger eller billeder hvorfra du kan vælge emner til at bruge på dine web-sider.

Cookie: En cookie er en lille tekstfil, som en webserver sender til din pc, når du besøger websiden. På din pc indsamler den information om f.eks., hvilke sider du har besøgt.
Disse oplysninger henter serveren igen næste gang, du kalder op. Dermed kan webside-ejeren tegne en profil af dig og dine vaner. Denne teknik bliver bl.a. udnyttet i den nye push-teknologi.
Webstedet kan også, helt uden du bemærker det, registrere, hvor i verden dit opkald kommer fra, hvem din Internet-udbyder er, hvilken browser og styresystem du bruger, og hvilke andre websites du har kigget på før - ved at dykke ned i "cachen" i din browser.
De nyeste browsere kan sættes op til at komme med en advarsel, før en cookie accepteres.

CSS: Cascading Style Sheets. CSS er en teknik, der gør det lettere at styre, hvordan skrifttyper og layoutet generelt tager sig ud på websiderne. CSS placeres som en fil på web-serveren og kan indeholde oplysninger om, hvilke skrifttyper, der skal anvendes, hvordan henvisninger skal vises (med eller uden understregning) og meget mere. CSS-filen kan så kaldes fra alle webstedets øvrige dokumenter og fungere som skabelon for, hvorledes disse sider skal se ud i din browser. CSS er derfor en glimrende metode til at sikre konsistens i webstedets opbygning.

Cyberspace: Et ord opfundet af science-fiction forfatteren William Gibson, til at beskrive et altomfattende computernetværk i fremtiden. Nu bruges ordet ofte om hele den verden, der findes på Internettet. Ordet er dog temmeligt diffust og bliver bl.a. også brugt i forbindelse med virtual reality-teknikken.
Forstavelsen Cyber misbruges i alle mulige forbindelser (cyberpunk, cybermail ...), og betyder normalt ikke andet end "vi er også på nettet".

D

Database: En database er et register lagret i en computer. Databaser kan være meget store, som for eksempel statens CPR, det centrale personregister, eller ganske små, som en privatpersons fortegnelse over musik cd'er.

Default: En standardværdi eller -opsætning, som findes i mange programmer. Default-værdien gælder indtil brugeren ændrer den.

DHTML: Dynamic Hyper Text Markup Language. En udvidelse af HTML, som giver mulighed for mere "liv" på hjemmesiderne. Microsoft og Netscape er ikke enige om standarden.

DirectX: En ny multimedie API til Windows. Det er en samling programmer, der giver spil og andre multimedie-programmer meget større kontrol (low-level-kontrol) over hardwaret. DirectX omfatter: DirectDraw, DirectSound, DirectSound3D, DirectPlay, DirectInput, DirectSetup. Alle disse programmer er beregnet på, at spil og andre multimedie-programmer kan udvikles med effekter indenfor lyd og billede. Fordelen med DirectX er, at programmerne kan skrives direkte til Windows og samtidig opnå maksimal kontrol over hardware.

DNS: Domain Name System. En kobling mellem IP-adresser og domænenavne. Den adresse, som identificerer en Website, kaldes Domain Name.

Dotnet: se under .Net

Domæne: Det domæne som en computer tilhører. Et domæne består af et for- og et efternavn. Fornavnet kan f.eks. være et firmanavn og efternavnet en nationalitet. Computeren imv.aau.dk tilhører domænet aau.dk (for den indviede er det Aarhus Universitet i Danmark).

Download: At downloade betyder at kopiere data (fx programmer) fra en computer på Internettet til ens egen PC. Download sker f.eks via FTP.

DPI: Dots per inch Prikker pr. tomme. Angiver detailleringsgraden af et billede. Anvendes bl.a. ved angivelse af opløsningen for en EDB-skærm (72 dpi) eller en laserprinter (300 eller 600 dpi)

Driver: En driver er et lille stykke software, der får din computer til at "kende" din hardware, så hardwaren kører som den skal. Der bør altid følge en driver med fra producenten, når du køber noget hardware..

E

Edutainment: En blanding af ordene education og entertainment - undervisning og underholdning. Betegner programmer, der hjælper med indlæring på en underholdende måde.

E-learning: electronic learning. undervisning og læring via Internet eller intranet og pc´en, herunder CBT & WBT.

E-mail: Electronic Mail. For det meste tekstbeskeder, som sendes fra en person til en anden via et netværk. Én af Internettets populære services.

F

FAQ: Frequently Asked Questions. En liste over de mest almindelige spørgsmål til et givet emne og de tilhørende svar. Læs alle de FAQ'er du kan komme i nærheden af! Du bliver klogere.

Fil: (flertal filer, engelsk file) er en samling af beslægtet information, der er lagret på en disk.Filer kan være umiddelbart læselige ved hjælp af et redigerings- eller tekstbehandlingsprogram, eller de kan indeholde information, der kun kan forstås af pc'en, for eksempel programdele.

Filoverførsel: Transmission af data fra en computer til en anden og/eller fra et media til et andet.

Filserver: En computer på Internettet, som indeholder filer - ofte programfiler - som kan downloades ved hjælp af FTP.

Firewall: En "brandvæg" er typisk et stykke software, som afskærmer et lokalnet i forhold til Internettet. Hvis man kobler et LAN til Internettet, skal den fælles netværksprotokol jo være TCP/IP. Det medfører, at hver enkelt server og arbejdsstation på nettet tildeles en IP-adresse. Og når en PC er på Internettet med egen IP-adresse, er den synlig for andre brugere på nettet. På denne måde kan et lokalnets (fortrolige) data blive tilgængelige for fremmede, hvis man ikke beskytter sig mod det. En firewall sikrer blandt andet, at lokalnettets IP-adresser er usynlige udefra.

FLASH: Program fra Macromedia til at fremstille vektorbaserede animationer til internettet. Animationerne kaldes Flash-filer.

Frames: En teknik, der gør det muligt at opdele skærmbilledet i flere forskellige felter (rammer), så man kan se flere hjemmesider, som kan indeholde hver sin webside med hver sin URL. Giver mulighed for eksempelvis at søge i den ene frame, mens de andre frames bevares.

Freeware: Programmer, som af producenten benævnes freeware, er gratis at bruge og skal ikke betales. Mange freewareprogrammer er mindre og specialiserede værktøjsprogrammer, evt. ældre versioner af sharewareprogrammer, men kan også være store og fuldbårne programmer. De allerfleste producenter af freewareprogrammer har ingen mulighed for at vide, hvor mange kopier af deres programmer, der er i brug og hvem der bruger dem. Derfor er det rimeligt at sende en epost til ham der har lavet programmet og fortælle at man bruger det og hvad man synes om det. Forslag til videreudvikling og rapporter om evt. fejl i programmet modtages også med kyshånd af programmøren. Det er feedback fra brugerne af programmet, der giver programmøren lyst og energi til at vedligeholde og videreudvikle det - til gavn for brugerne.

FTP: File Transfer Protocol. En af TCP/IP's under-protokoller, som bruges til at flytte og kopiere filer fra den ene computer til den anden over Internettet. FTP er bedre egnet til filoverførsel end HTTP er det, men da Web-serverne har en langt bedre brugerflade end FTP-serverne, er brugen af FTP for nedadgående.

G

GIF: Graphics Interchange Format. Et grafikformat, som er meget brugt på websider. Findes som almindelige billeder, men også som transparente og animerede.

Google: Søgemaskine på Internettet, hvor man med fri-tekst kan søge på websites.

GUI: Graphical User Interface. Grafisk brugerflade. Fx. Windows og WWW.

H

Harddisk: (på engelsk hard disk, fast disk eller fixed disk) rummer de programmer og de data, der benyttes af computeren. Inde i harddiskens kabinet findes roterende skiver med en magnetisk overflade, hvor der kan lagres information. Harddisken er normalt permanent monteret i computeren.

Hardware: Er betegnelsen for computerens kabinet med indhold, elektronik, ledninger o.s.v.

Hjemmeside:Hjemmeside eller Homepage. Et HTML-dokument, som offentligt tilgængeligt via en web-server. Den første webside man møder, når man kalder op til en website. Hjemmesiden er en velkomst til brugeren, og indeholder typisk navnet på firmaet eller forfatteren, som har lavet den pågældende website, og en menu over, hvad der tilbydes. En homepage kan sammenlignes med forsiden på en trykt brochure..Hjemmesiden benævnes oftest som INDEX.HTML eller DEFAULT.HTML.

Hotspot: Udtryk for et område på et billede (imagemap), der fungerer som et link.

HTML: Hyper Text Markup Language. Det "tekstbehandlings-sprog" (og filformat) som benyttes til at skrive hjemmesider i, og som forstås af alle browsere, uanset computer-type (Windows, Macintosh eller Unix).

HTTP: Hyper Text Transport Protocol. En underprotokol til TCP/IP, som benyttes til hjemmesider, men som også tillader overførsel af andre filtyper.
Hypertekst. Et skærm-baseret tekstformat som gør det muligt at springe fra ét sted i teksten til et andet ved at klikke på links.

Hyperlink: Typisk et understreget ord eller billede, der med et museklik fører videre til andre informationer. Vindows hjælpen og Web-sider har sådanne links.

Hypertekst: En hvilken som helst tekst, som indeholder links til andre websider.

I

ICQ: Udtales I Seek You ("jeg søger dig"). Et program som bruges til personlig kontakt over Internettet. Millioner af mennesker verden over kommunikerer med dette geniale program.

Imagemap: Et billedet på en webside, hvor et eller flere områder af billedet (hotspots) fungerer som links.

Interlacing: Teknologi, hvor billeder optegnes i to afdelinger, fx først linje 1, 3, 5 osv. Derefter optegnes linjerne 2, 4, 6 osv. På den måde bliver billedet hurtigere optegnet. Benyttes i GIF- og JPG-filer på Internettet, så man hurtigere får det fulde billede at se.. Grafikkort kan også opdatere skærmbilledet interlaced, en teknologi, der blev anvendt en del i starten af 1990'erne. En refresh-rate på 87 Hz interlaced svarer til 43,5 Hz non-interlaced.

Internet: Verdens største computernetværk. Via Internet kan man udveksle elektronisk post, hente data (billeder, programmer, tekster) på andre computere, deltage i elektroniske konferencer og meget andet. Internet omfatter mange forskellige services: Usenet, World Wide Web, e-mail osv.

Intranet: Når Internettets programflade og funktionalitet er udnyttet på et lokalt netværk, taler man om Intranet.

IP-adresse: Internet-adresse. Et 32-bit tal, der henviser til en bestemt server på nettet, og som forstås af TCP/IP.

ISDN: Integrated Services Digital Network. En speciel digital telefonlinje, som er yderst velegnet til Internet-opkobling. Kræver specielle telefoner og ISDN-adapter.

IT: Informationsteknologi. Det er læren om brugen af information. I praksis betyder det arbejdet med behandling af data ved brug af computere. Andre betegnelser er databehandling, eller elektronisk datbehandling (edb)

J

Java: Java er et netværksorienteret programmeringssprog udviklet af Sun Microsystems. Java er specifikt udviklet til at skrive programmer, som via Internettet sikkert kan downloades til din computer og straks afvikles uden risiko for vira eller anden skade til din computer eller dine filer. Ved at anvende små Java programmer ("Applets") kan websides indeholde funktioner som animationer, beregninger og andre fancy tricks.

JavaScript: JavaScript er et programmerings-sprog, som bruges til at lave lidt mere avancerede ting på hjemmesiderne, som f.eks. scrolltekster, indkøbskurve osv.. Ældre browsere kan have problemer med at forstå JavaScript.

JScript: Microsofts pendant til javaScript. De to er ens et langt stykke af vejen, men forskelle eksisterer dog. Se msdn.microsoft.com/scripting

JPEG (JPG): Filformat fra Joint Photographic Experts Group. JPG anvender en komprimeringsteknik, hvor fotografier komprimeres i forskellig grad (med tab til følge). Bruges meget på Internettet.

K

Kryptering: Kodning af data så de ikke kan læses ved hjælp af et kodeord. Dataene kan kun gøres forståelige og brugbare ved at bruge det rette kodeord til afkodning. Krypteringen foregår med nøgler af bestemt bit-længde. En 64-bit nøgle anses på nuværende tidspunkt for ubrydelig. I USA har kryptering været forbudt.

L

LAN: Local Area Network. Et lokalnet består af to eller flere PC'er inden for samme :bygning(er).PC'erne er typisk forbundet med netkort og kabler og kan dermed udnytte alle ressourcer (harddiske, printere mv.), der findes på nettet.

LCD: Liquid Crystal Display. Teknologi, der benyttes til flade, "bløde" skærme. Der findes flere kvaliteter, hvoraf TFT er den bedste.

Link: Tekst, knapper eller billeder på en webside, som ved klik med en mus bringer brugeren til en anden webside - enten på samme website eller på en anden website på en anden server. Det er ved hjælp af disse links, at brugeren får mulighed for let og hurtigt at navigere rundt på Internettet.

Login: Brugernavn. Når du logger ind på en computer bliver du først bedt om et login, derefter om et password. Dit password skal holdes hemmeligt, men dit brugernavn indgår sædvanligvis i din e-mail adresse.

M

Mailing list: Et system til masseudsendelse af e-mails. Man tilmelder sig en liste, hvor deltagerne diskuterer et bestemt emne. Der findes ikke dansksprogede lister.

MetaTags: Tags er betegnelsen for de kommandoer man bruger i HTML, og et Meta-tag er det tag man bruger til at skrive søgeord til robotter fra søgemaskiner.

Microsoft: Softwareleverandør. Stiftet af Bill Gates.

MIDI: Musical Instrument Digital Interface. En standard, der tillader PC'en at behandle musik.

MP3: Standard for kompression af musik i HIFI-kvalitet. 1 megabyte svarer cirka til 1 minuts musik. Der findes masser af lovlig og ulovlig MP3-musik på Internettet. Afspilning kræver et program som f.eks. WinAmp.

MSN: MicroSoft Network. Microsofts forsøg på at lave et kommercielt netværk for Windows-brugere. Blev overhalet indenom af Internettet.

Multimedie: Integration af lyd, video og data i computer-programmer.

MySQL: Vælger man at supplere PHP med MySQL har man et virkelig stærkt setup. Med MySQL får man adgang til en lynhurtig database, og brugt sammen med PHP kan man udvikle web-supermarkeder, dagligt opdaterede prislister, avancerede søgemaskiner, formularer til opsamling af data osv.

N

.Net: Ny platform fra Microsoft, der bl.a. er beregnet på at give programmører en fælles platform, hvorfra de kan udvikle både almindelige Windows-programmer og internet-programmer uden at skulle lære nye programmeringssprog og metoder
Se evt. www.gotdotnet.com

Netikette: Den særlige etikette, man forventes at følge på Internettet. Skrevne eller uskrevne regler for kommunikation med e-mail og Usenet især.

Newsgroup: Nyhedsgruppe på USENET. Et diskussionsområde, hvor Internetbrugere kan diskutere, kommentere eller stille spørgsmål. En nyhedsgruppe er en samling af artikler, som bliver skrevet af nyhedsgruppens egne læsere - ofte som kommentar til andres artikler. Hver enkelt nyhedsgruppe er helliget et afgrænset emne, hvorfor nyhedsgrupperne er arrangeret i et hierarki, og hver enkelt nyhedsgruppes navn afspejler placeringen i dette hierarki.

Nyhedsgruppe: se Newsgroup

O

Operativsystem: Er et overordnet program, der styrer computeren, og sørger for udførelse af andre programmer. En alternativ betegnelse er styresystem.

P

Page Wiev: Måleenhed for website besøg. Et view svarer til én person, der kigger på en side - eller en del af en side - én gang. Page view er sværere at måle end hits, men er mere relevante og brugbare, når man skal måle en enkelt sides succes.

Password: En kode til at opnå adgang til et lukket system. Gode passwords indeholder bogstaver, tal og tegn, og er ikke simple kombinationer som f.eks. virtue7. Et godt password kan være: Hot$1-6

PC: Betegner en lille computer. Betegnelsen bruges også på engelsk, hvor den er afledt af betegnelsen: Personal Computer, en lille computer til personligt brug. Den første pc blev fremstillet af IBM, senere er mange andre fabrikater kommet til.

PDF: Filformat fremstillet af programmet Acrobat fra Adobe

PHP: PHP er et scripting sprog som afvikles på serveren. Dvs. at det er uafhængig af hvilken browser brugeren har. Med PHP åbnes der mulighed for at gøre HTML-sider 'intelligente': Grænsen mellem cgi-scripts og statiske HTML-sider udviskes, og man kan med PHP, på forbløffende kort tid, udvikle og vedligeholde avancerede, interaktive web-sites.

Plugin: Et tillægsprogram til et hovedprogram, der fungerer som en opdatering. F.eks. indsætter man et Shockwave-plugin i Netscape, så den kan vise Shockwave-film på Internettet.

PNG: Portable Network Graphics er et billedfilformat, som var beregnet til at skulle erstatte GIF, men som ikke er slået igennem endnu. Med PNG-formatet skulle det være muligt at gøre dele af billederne delvis gennemsigtige.

Q

QuickTime: Videoformat udviklet af Apple. Kræver et plugin installeret for at kunne afspille videoformatet.

R

RAM: Random Access Memory. Computerens arbejdshukommelse.

RealAudio: Muligheden for transmission af lyd direkte over Internettet til en browser.

Robot: I forbindelse med internettet er en robot et program der udfører nogle services automatisk f.eks. at surfe rundt på alle internetsider og læse Meta-tags for en søgemaskine.

S

Scanner: Apparat til at overføre et billede på papir eller på film (lysbillede eller negativ) til digital form, fx som billedfil i TIFF-, GIF-, JPEG- eller PNG-format. Et indscannet billede af en tekstside kan viderebearbejdes til tekst på digital form ved hjælp af et tegngenkendelsesprogram (OCR, optical character recognition).
Eksempel på brug: Kodak scanner dine negativer på en scanner så dyr, at de svimler for de fleste. Det giver en langt bedre kvalitet end du kan opnå med et 10*15 cm stort papirbillede på en flatbedscanner til 600 kroner.
Engelsk: scanner, flatbed scanner

Script: Et script er et program. Et script der udføres på en server, benyttes fx til at producere websider dynamisk i stedet for blot at kopiere dem fra filer på en disk. Et script der udføres i en browser, benyttes fx til at tjekke indholdet af felter i en HTML-formular.
Eksempel på brug: Som hovedregel består et script af to dele: selve scriptet og en udløser, der sætter det i gang. Da scriptet er usynligt for læseren, er det god skik at anbringe det i starten af siden - i dens header - som er hjemsted for tekniske oplysninger. Udløseren anbringes derimod typisk i den synlige del af siden - i den såkaldte body. Det kan f.eks. være i en genvej, i et billede eller i en knap.

Server: Computer eller program, som leverer data eller andre ressourcer til andre computere eller programmer.

Shareware: Programmer, som af producenten benævnes shareware, kan afprøves gratis i en periode. Hvis man så vælger at beholde og bruge dem skal de betales. Producenten af programmet har i en vedlagt fil eller i hjælpefilen normalt angivet i hvor lang tid, man kan afprøve programmet, før det skal betales eller fjernes fra harddisken. Nogle sharewareprogrammer har begrænset funktionalitet. Disse begrænsninger bliver ophævet, når man indtaster registreringsnummeret, som man får efter at have betalt programmet. Sharewareprogrammer kan frit kopieres (det er simpelthen på den måde de bliver distribueret). Dog KUN i deres oprindelige sharewaretilstand. Når de er betalt (registreret) og man har indtastet registreringsnummeret, må de ikke længere kopieres.

Signaturfil: En gemt "underskrift" i e-mails.

Sikkerhedskopi: backup Kopi af vigtige data. Kopien kan bruges ved retablering af data, der er blevet slettet eller ændret ved en fejl, eller som er utilgængelige efter materielsammenbrud.

Site: Sted, plads. Benyttes især om et websted eller en større samling internetværter.

Sitemap: En webside der giver et samlet overblik over en websites stuktur og indhold.

Skærmdump: Billede eller udskrift, der er en kopi af skærmbilledet.

Smileys: Nogle tegn, der i skriftlig kommunikation kan sammensættes, så det udtrykker afsenderens humør - f.eks.: Her
:                   -) betyder glad
:                   -( betyder bedrøvet
Smileys hedder også Emoticons, som er en sammentrækning af de engelske ord emotion (følelse) og icon (billede).

Snabel-A: @ "snabel-a" eller "at" - Adskiller i en e-mail-adresse brugerens alias (kendetegn) fra mailserver-navn. F.eks. brugernavn@servernavn.dk

Snail mail: Sneglepost. Spydig omtale af den almindelige brevpost i modsætning til e-mail.

Startside: Den webside som en browser er indstillet til at vise (af fx brugeren) når den åbnes. Vises også når brugeren klikker på 'Home' eller lignende i browseren.

Surfe: At bladre mellem websider.

Søgemaskine: Computer på Internettet, der har en database, hvor man fra en Web-side kan søge oplysninger om andre Web-sider. Eksempel: Alta Vista, Yahoo og Jubii er søgemaskiner

T

Tabel: Et element på web-siden, der præsenterer data i et gitter af celler opdelt i rækker og kolonner. Tabeller kan både bruges til at præsentere data og til at styre sidelayout.

Tags: De markeringer eller koder, som er indbygget i et HTML-dokument.< >

TCP/IP: Transmission Control Protocol/Internet Protocol. Netværksprotokoller til større netværk. Bruges især på Internettet. Indeholder to hovedprotokoller samt en lang række underprotokoller, der bruges til hver sin type service (fx http).

Thumbnail: En miniatureversion af et billede, som bruges som eksempel på en webside, så brugeren kan afgøre om han/hun ønsker at se billedet i originalformat/størrelse.

TWAIN: Tool Without An Interesting Name. Et program, som tillader at du kan hente billeder fra en skanner eller et digitalt kamera direkte ind i et billedbehandlingsprogram som Paint Shop Pro.

U

Upload: Overførsel af en fil fra ens egen computer til en anden computer på Internettet. Man uploader sine hjemmesider, for at de kan ses af andre. Upload sker via FTP.

URL: (forkortelse for Uniform Resource Locator) Adresse på en internetressource. Der er mange varianter af URL'er, f.eks:
1. webadresse, f.eks: http://www.selandia-ceu.dk /projekter/index.html
2. e-mail-adresse, f.eks. mailto:mmk@selandia-ceu.dk

Unzip: At unzippe en fil betyder at dekomprimere eller pakke en fil ud, som er komprimeret.

Usenet: En stor mænge af nyhedsgrupper (Newsgroups), hvori brugerne via e-mail kan diskutere eller udveksle synspunkter om alle mulige forskellige emner.

V

Virus: Et program der uden brugerens hensigt overføres til og udføres på en lokal computer, og derved spreder sig selv til andre computere, via f.eks e-mail, delte netværksdrev eller anden form for kopiering. Nogle virusser gør skade lokalt, f.eks ved at slette eller ændre filer på disken.

VBScript: Visual Basic Script. Scriptsprog udviklet af Microsoft. kan bruges i web-sider men virker kun i Internet Explorer. Bruges også som sprog i bl.a. ASP.

VRML: Virtual Reality Modeling Language. Et nyt format for websider, som muligvis på længere sigt vil afløse den nuværende standard HTML, og kan kort beskrives som HTML i tre dimensioner. Et VRML-dokument kan f.eks. forestille en gade med butikker, som man kan bevæge sig ned ad. I butikkerne kan man måske se på varer, bestille og betale, hvorefter man får varen tilsendt med posten i virkeligheden.

W

Wav: Ukomprimeret filformat til lyd under Windows.

Web: Øgenavn for World Wide Web.

WebCrawler: Søgerobot, som gennemser sider på WWW, hvorefter alle ordene lægges ind i et søgeindeks med henvisning til den pågældende webside. Dernæst checker robotten siden for henvisninger til andre websider, som så bliver slået op og gennemgår samme behandling. Ved at fodre robotten med nye udgangssider, kan man holde den i gang hele tiden

Webhotel: En organisation eller Internetleverandør med en webserver, hvor man mod betaling kan leje en plads på serveren. Populært sagt kan man leje et værelse på web hotellet.

Webmail: E-mail der sendes og læses i en browser ved hjælp af HTML-formularer eller appletter.

Webmaster: Den systemansvarlige (redaktøren) for en hjemmeside.

Webserver: En computer, som indeholder og leverer data og information på World Wide Web.

Webside: En webside er et enkelt HTML-dokument. Et enkelt skærmbillede på WWW i et særligt hypertekstformat. Websiderne kan indeholde tekst, billeder, film, lyd og links til andre websider.

Website: En samling af websider på internettet, der er underlagt en fælles hjemme-side samlet under et domæne.Websitet er rent fysisk placeret på en webserver enten hos organisationen selv eller hos en Internetleverandør, som tager leje for serverpladsen.

WYSIWYG: What You See Is What You Get. Begreb som bruges om den type programmer, der viser et skærmbillede, der svarer til det endelige produkt. Eksempelvis et Windows-tekstbehandlingsprogram som Word, hvor skærmbilledet svarer ganske til det færdige, udskrevne dokument. Dette kan dog ikke siges at gælde for webeditorer, hvor den samme side tit kan have forskelligt udseende afhængig af den browser siden vises i.

WWW: World Wide Web. Den mest kendte service på Internettet, hvor man kan springe fra det ene HTML-dokument (hjemmeside) til det andet med et museklik i en browser.
Den del af Internettet, som har grafisk brugerflade (interface) og som sætter ikke-specialister i stand til at navigere rundt i det globale netværk og finde information ved hjælp af en browser og klik fra en mus.

X

XML: Extensible Markup Language. XML er så småt på vej til at blive godkendt som en standard. Som navnet antyder, er XML en udvidelse af det eksisterende HTML-sprog og således ikke tænkt som en erstatning herfor. XML har til hensigt at give web-udviklere mulighed for selv at definere nye tags, så eksempelvis et opslag i en database simplificeres.

Y

Yahoo: Søgemaskine på Internettet, hvor man med fri-tekst kan søge på websites.

Z

ZIP: Når man komprimerer en fil med programmet WinZip oprettes en kopi, som indeholder de samme data, men fylder mindre. Denne fil kaldes en "Zip.fil". Den har normalt filtypenavnet *.zip. Sådanne filer pakkes ud igen med WinZip-programmet.

Æ  
Ø  
Å  
   
[ tilbage ]

 

Forfatter Peter Madsen  udskriv denne side

 
Sidst opdateret d. 10-05-2009